SYGEPLEJERSKER VIL HJæLPE UDENLANDSKE KOLLEGER IND På HOSPITALERNE

Det danske sundhedsvæsen mangler hænder.

Men nu kommer Dansk Sygeplejeråd, DSR, med et forslag, der skal gøre det lettere for udenlandske sygeplejersker at få adgang til hospitalsgangene.

Det skriver Berlingske i mandagens avis.

Helt konkret foreslår DSR at nedsætte en arbejdsgruppe, som kan sammensætte et modtagelsesforløb for udenlandske sygeplejersker.

Danske Regioner, Styrelsen for Patientsikkerhed og Kommunernes Landsforening er inviteret med. For på trods af, at det strømmer ind med sygeplejersker - primært fra Iran - er der ingen central styring af, hvad der sker med dem, skriver avisen.

Selv om Danmark i høj grad uddeler opholdstilladelser, må de iranske sygeplejersker kæmpe mod bureaukratiet for at få autorisation til at arbejde.

Ifølge DSR's oplysninger er der over 1000 iranske sygeplejersker i Danmark, men tallet er usikkert.

- Vi går ikke ind for, at vi skal dræne andre landes sundhedsvæsen for sygeplejersker, men nu er de her. Vi skal bare gøre det lettere for dem, for så gør vi det også lettere for os selv, siger Harun Demirtas, som er første næstforperson i DSR, til Berlingske.

Ifølge avisen skal sygeplejerskerne lære dansk på højeste niveau, have 7 i skriftlig dansk og sprogforståelse og 10 i mundtlig dansk.

Når de har lært sproget, skal de ud i en evalueringsansættelse. Dog er der ikke rigtigt nogen, der ved, hvad en sådan skal indeholde ifølge DSR.

Selv om de iranske uddannelsespapirer skal gennemgås og godkendes, inden sygeplejerskerne kan ansøge om visum til Danmark, skal samme papirer gennemgås og godkendes igen, når evalueringsuddannelsen er afsluttet.

Hos Region Hovedstaden mener regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S), at der er brug for et "mere smidigt system".

Han siger desuden til avisen, at han vil gå videre op i systemet med de iranske sygeplejerskers frustrationer.

/ritzau/

2023-05-28T21:08:18Z dg43tfdfdgfd