BIDEN GLæDER SIG TIL AT FORTSæTTE SAMARBEJDET MED ERDOGAN

Flere verdensledere lykønsker den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, med søndagens valgsejr, som har sikret ham yderligere fem år på posten.

Blandt dem er den amerikanske præsident, Joe Biden.

- Jeg glæder mig til at fortsætte med at samarbejde som Nato-allierede om bilaterale spørgsmål og fælles globale udfordringer, skriver han på det sociale medie Twitter.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) lykønsker Erdogan med valget, som han vandt med lidt over 52 procent af stemmerne foran oppositionens kandidat, Kemal Kilicdaroglu.

- Jeg ser frem til at fortsætte det stærke og konstruktive samarbejde mellem vores to lande, heriblandt som Nato-allierede, skriver den danske statsminister på Twitter.

Den britiske premierminister, Rishi Sunak, har sent søndag aften personligt talt med Erdogan og lykønsket ham med sejren.

Det fortæller han i en erklæring offentliggjort af kontoret i Downing Street, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I samtalen lagde Sunak vægt på det stærke forhold mellem Storbritannien og Tyrkiet som økonomiske partnere og nære Nato-allierede.

Med Recep Tayyip Erdogan i spidsen har Tyrkiet - ligesom Ungarn - endnu ikke givet grønt lys til et svensk Nato-medlemskab. Modviljen mod Sverige hænger blandt andet sammen med, at Sverige ifølge det tyrkiske styre giver militante kurdere husly.

På Twitter lykønsker Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, Erdogan med søndagens sejr ved anden og afgørende valgrunde.

- Vores fælles sikkerhed er en fremtidig prioritet, skriver han.

Imens siger Jonas Gahr Støre, der er statsminister i Norge, til det norske nyhedsbureau NTB, at han forventer, at Tyrkiet vil godkende Sveriges medlemskab i Nato.

- Jeg vil gerne lykønske præsident Erdogan med at blive genvalgt som præsident i Tyrkiet. Tyrkiet er en vigtig allieret i Nato og spiller en nøglerolle i en række sager med betydning for Norge, Europa og verden, siger Støre til NTB.

- Norges forhold til Tyrkiet er godt, og vi forventer, at Tyrkiet vil ratificere Sveriges ansøgning om medlemskab i Nato.

Sverige og Finland meddelte i midten af maj sidste år, at de to lande ville søge om Nato-medlemskab. I begyndelsen af april lykkedes det Finland at komme med i forsvarsalliancen.

Alle 31 medlemmer af Nato skal godkende det, før et nyt land kan optages i alliancen.

Også Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er blandt de mange statsledere, der har været ude at lykønske Erdogan med sejren.

- Vi håber at kunne udvikle vores strategiske partnerskab til gavn for vores lande samt styrke samarbejdet om sikkerhed og stabilitet i Europa, skriver han i et tweet.

Med næsten alle stemmer talt op efter søndagens valgrunde står det klart, at Erdogan har fået 52,14 procent, mens Kemal Kilicdaroglu har fået 47,86 procent.

/ritzau/

2023-05-28T22:15:35Z dg43tfdfdgfd