ZELENSKYJ TAKKER DANMARK FOR AT TILFøRE UKRAINE-FOND FLERE PENGE

Det vækker glæde i Ukraine, at Danmark kommer til at øge bidraget til Ukraine markant for at støtte ukrainerne i krigen mod Rusland.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, takker på Twitter Danmark for at øge bidraget til Ukraine-fonden.

- Taknemmelig over for Folketinget, den danske regering og det danske folk for beslutningen om at øge finansieringen af Ukraine-fonden med 2,6 milliarder dollar (cirka 18 milliarder kroner, red.).

- Dette store bidrag vil yderligere styrke den ukrainske hærs kampevner på den korte og mellemlange bane, skriver han.

Statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte tidligere mandag til DR, at Danmark kommer til at lægge yderligere 7,5 milliarder kroner i Ukraine-fonden i år og dernæst 10,4 milliarder kroner næste år.

Et bredt flertal i Folketinget blev i marts enige om at oprette Ukraine-fonden, som dengang fik syv milliarder kroner i økonomiske midler.

70 procent af midlerne i fonden er foreløbig brugt. Derfor får den tilført yderligere midler i år.

Midlerne blev fundet ved blandt andet at lempe finanspolitikken og tage penge fra udviklingsbistanden.

Ukraine-fondens formål er at støtte Ukraine militært.

Det kan for eksempel ske via våbenleverancer og træningsindsatser som den, som Danmark sammen med Holland skal stå for i den kommende tid.

Her skal ukrainske piloter trænes i at flyve F-16-kampfly.

Netop donation af F-16-fly er blevet efterspurgt af Ukraine, som i februar sidste år blev invaderet af Rusland og siden har ligget i krig med den store nabo.

Danmark er blandt de lande, som overvejer at donere F-16-fly.

/ritzau/

2023-05-29T12:42:41Z dg43tfdfdgfd